farvel og tak

Jeg sagde farvel til børnene den 17. december, og det var ikke særlig sjovt. for som min far sagde, "man kommer jo til at holde af sådan nogle møgunger". :) men havde købt gaver til allesammen og jeg var der hele dagen, så det var slet ikke så sørgeligt som det kunne have været. Jeg gav mine billeder ud, og sister Emelda (som er "mor") tog et billede med mig, mor, far og jørgen fra mit studentergilde, som nu hænger på hendes spejl :) Peace og Judith græd. eller de fleste græd men de to piger.. det var ikke det sjoveste. og jeg var heller ikke 100% tørkindet. og så sagde jeg farvel til min familie dernede den 18., og så tog Maddy og jeg op på et bjerg, på noget der hedder Mountain Paradise i Biakpe, lidt over en time fra hvor vi bor i retning af hovedstaden. Det var vildt flot. den første nat var vi der alene. der var stille, luften var ren (i hvert fald slet ikke så støvet som den er i Hohoe!) og det var virkelig paradis. Dagen efter kom der 2 fra canada og Luke fra england, og jeg var ude på en hike og vi fik et par farvel-og-tak-ghana-gravøl om aftenen (my last star beer!).

Den 20. om morgenen drog jeg så videre på min færd: jeg skulle til hovedstaden og med et fly om aftenen. ingen vidste det udover far, jørgen og nynne.. mere eller mindre. jeg ankom til lufthavnen kl 15, da jeg havde snakket med far og han sagde, at det kunne være lufthavnene var lukkede. så tænkte at hvis jeg kom 9 timer inden afgang, så skulle der da være chancer for at komme med et fly.. men nej. kl 20 fandt jeg ud af, at Heathrow var blevet lukket pga. sne, og jeg måtte vente i en kø i 4 timer for at få en anden billet. Jeg fik en billet tirsdag d. 21. kl 23.55 fra Accra til Frankfurt og derfra videre til København. Jeg kørte hen til hovedkontoret for min organisation og sov. Næste morgen tidligt måtte jeg så tilbage til lufhavnen og vente.. og der fandt jeg ud af, at Frankfurt var lukket. så jeg brugte det meste af dagen på at ændre min billet først til Amsterdam, der så også lukkede, og så til, at jeg skulle til Heathrow d. 22. kl 2355 og fra Heathrow til København d. 24. kl 15. Jeg bruge hele dagen i lufthavnen og mødte enormt mange søde mennesker, jeg hjalp lufthavnspersonalet, sang for kontordamen og trillede tommelfingre. mest pga. kedsomhed.. der er begrænsinger for, hvad man kan lave af sjove ting når man er strandet i en lufthavn. det værste var nok, at jeg ikke rigtig kunne få noget mad. jeg var nødt til at stå uden for kontoret (efter meget strikse ordre fra kontordamen) hele dagen. og man kan ikke bare rende rundt og købe mad osv., så længe man ikke har checket ind. øv.
Om onsdagen d. 22. skulle jeg så med et fly til London omkring midnat. For en sikkerheds skyld tog jeg derhen kl 15., og da jeg så var igennem check in med min baggage, givet samtlige i køen foran kontoret thumbs-up og jeg fik en klapsalve (de havde stort set alle været der de forrige 2 dage og sådan gjorde man, når det lykkedes for en at få en billet), sagde den stive, stressede kontordame, "maya, my girl. i will miss you. you are an angel". Pew pew! der havde jeg nok lige givet et godt indtryk. yes yes.
..Jeg kom med flyet, og på flyet fik stewardessen medlidenhed med mig, og gav mig et tæppe og et par sokker. medlidenhed.. hvorfor? tænker du sikkert. jo, fordi jeg havde glemt at pakke varmt tøj, da jeg pakkede til Ghana. så jeg frøs rimelig vildt meget. Jeg kom til Heathrow og havde egentlig indstillet mig på at vente i de 33 timer og fejre juleaften i en lufthavn eller et tog et sted. Men så skete det utænkelige: jeg ringede for en sikkerheds skyld, og den fantastiske Brianna fra British Airways (jeg skylder dig stadig den krammer) fik mig ind på et fly et døgn før - altså skulle jeg kun vente i 7 timer! Jeg var i Danmark kl 17, der var noget vrøvl med min baggage, men jeg kom på et tog efter halvanden times venten og blev hentet af far i Skanderborg. Var hjemme omkring midnat, godt nok uden min ene kuffert, men efter en leverpostejsmad virkede det problem som værende ganske ubetydeligt. Far klædte sig ud i nissetøj dagen efter og afleverede mig ved min mors familie i en sæk, og min mor blev overordentligt overrasket.

Det virker som evigheder siden jeg var i Ghana, selvom det faktisk ikke engang er 3 uger siden jeg sagde farvel til børnene. jeg savner dem og tænker på dem hver dag og jeg ved, jeg skal tilbage. ikke for evigt, men bare lige for at sige hej, give dem en krammer og en high-five. jeg er efterhånden ved at vænne mig til kulden, og jeg har lige fået et arbejde ved Jysk Telemarketing, som jeg skal begynde på mandag d. 17. som fuldtid. Jeg har tænkt mig at samle nogle penge ind og give dem til Peace's uddannelse, men det projekt er jeg ikke kommet ordentligt i gang med endnu. Ghana var et pusterum, en rejse hvor stress var ikke-eksisterende, hvor åbenhed og optimisme er drivkrafter i en hverdag, der starter kl 4 om morgenen, hvor jeg helt sikkert er kommet et skridt nærmere på at kende mig selv. I Ghana var ingenting alvorligt og alting var et spørgsmål om indstilling. hvis man hver dag kiggede på nøden omkring en og det tragiske liv mange ghanesere har i vestlinges øjne, så bliver det for hårdt. det er i hvert fald min erfaring. i stedet synes jeg, mange kan lære af den ghanesiske mentalitet. ja, selvfølgelig skal man arbejde, men der er ingen grund til stress. "don't worry yevo, everything is gonna be alright. noooo shakin' " :-)

overnatning paa boernehjemmet, bilulykke og farvel

sidste torsdag den 25 havde vi thanksgiving paa boernehjemmet. saa vi var der hele dagen og spiste med dem, hoerte musik, dansede og havde en fest. det var spas! loerdag 27 var vi afsted paa baadtur (igen for mit vedkommende), og den her gang var der mange flere mennesker, saa der var dansegulv over det hele. haha. soendag 28 tog jeg med min taxaven Wisdom ud til et bjerg, og paa vej ud til bjerget koerer vi galt. vejene hernede er elendige, og vi koerte paa en grusvej. farten var maaske lidt for hoej, i hvert fald blev et af hjulene fanget og bilen gled henad vejen og ud i buskene, over en lille bakke og saa ind i en masse planter. bagefter kunne jeg ikke komme ud af min side af bilen og jeg havde temmelig ondt i knae, albue og nakke, men det var det. Wisdom havde slaaet laeben og brystet men han var ogsaa okay. han fik vristet mig ud af bilen, og vi gik 20min til en kirke, maatte afbryde kriken og fik folk til at hjaelpe med at faa bilen ud fra buskadset. 1,5 time efter var bilen fri, den kunne stadig koere en bette smule, og vi kunne komme hjem. not so funny.
dagen efter, mandag d 29 er det sinead og olivias tur til at sige farvel til ghana. sinead har vaeret her i 3mdr og olivia i lidt over 2. det var daelme soergeligt.. tirsdag besluttede jeg at sove paa boernehjemmet, og alle boernene var saa glade! saa vi spillede fodbold, laeste historier og flettede haar. de lavede mad til mig, redte en seng og vaskede mit toej, fordi nu var jeg "en del af familien". det stinker bare lidt at den familie, jeg blev en del af, staar op klokken 4 om morgen. det er lige lovlig tidligt! saa tog hjem igen onsdag og fik at vide, at de andre havde vaeret paa hospitalet med victoria, og at hun har malaria. saa det sucks. heldigvis er det den type, der ikke kommer igen resten af livet, men det goer det stadig ikke specielt sjovt for hende lige pt. og jeg har vaeret syg i et stykke tid nu, det kunne jeg godt leve uden. meeen nu er der jo kun lige 3 ugers tid igen. vi har juleklippeklistret, laest julehistorier og hoert julemusik, men det foeles overhovedet ikke som december. "aaaand there wont be snow in africa this christmas time", haha, so true BandAid. jeg savner en rugbroed med varm leverstaahej! i morgen tager simonne afsted, saa det er kun victoria, maddy og jeg tilbage. ghana er skoent, men en smule skoennere, naar man ikke er syg. :) jeg fik en pakke fra mor og en fra nynne med julefis og kalendere, orh det var dejligt!
nyd julemaden for mig, okay? haha. ses

Alle elsker Maya

jep det er true! men nu har jeg snart ikke raad til at blive ved med at koebe kiks til boern, de andre frivillige, Paul, vores kok, tyskere, arbejdere paa boernehjemmet, Joboi og ikke mindst mig selv, saa lad os se hvor laenge den kaerlighed de allesammen har til mig holder. jeg spurgte en flok paa boernehjemmet hvad de ville vaere naar de bliver store. 3 af pigerne svarede damefrisoerer, en ville vaere pilot, en ville vaere praest og Peace ville vaere Maya.
Jaevel det her bliver en hurtig omgang. stroemmen gik paa internetcafeen saa nu bliver det en hurtig omgang blenden til en smoothie og saa maa du ellers bare fordoeje det som du lyster. soendag 7 november var vi i kirke, det var vaeldig glad musik og sang, men noej hvor var det godt nok en lang omgang. efter tog vi ud paa boernehjemmet, der alle var nede i en landsby og se paa fodbold hele dagen. den uge var vi paa bar et par gange og moedtes med tyskerne. det var spas. og saa har jeg fundet ud af, at de malaria tabletter jeg tager (Lariam) goer, at jeg slet ikke kan sove natten efter jeg har taget dem - tager dem kun en gang om ugen - og dagen efter har jeg typisk hovedpine. saa det stinker! naeste gang jeg kommer herned bliver det ikke med hr. Lariam.
 torsdag 11 tog hele boernehjemmet ud og spillede fodbold mod et andet boernehjem. jeg er en del af boernehjemmets pigehold, men det er nok noget af det haardeste jeg laene har proevet, saa jeg doer lidt hver gang vi spiller kamp. puh. laererarbejdet gaar noget bedre igen, saa det er rart/ jeg skal aabenbart give eleverne i min klasse karakterer i engelsk og creative arts i december, det er jeg ikke helt tosset med. sidste weekend tog Simonne og jeg paa hike til wli upper falls med en guide, der hed Wonder (!), og han var ikke saa smart som hans navn maaske giver indtryk af, for han foerte os paa vildspor. saa turen, der skulle have taget 4 timer tog 5,5 timer. om aftenen tog maddy og jeg til havefest ved tyskerne i Ho, og det var spas.
tirsdag 16 tog maddy og jeg et par toeser (jeg tog Peace igen, surprise) ind til Hohoe igen og spiste og dansede og havde det vaeldig sjovt. fredag tog Maddy, Simonne og jeg til Cape Coast, en tur paa 8timer i tro tro. foerst 4 timer fra hohoe til accra, og saa videre derfra til cape coast. vi boede paa oasis beach resort, og det var saa hammer skoent. det var fuldstaendig som ferie. vi var en tur paa canopy walk (og havde en guide der hed Still Alive, hvor fedt er det ikke lige naar man hver dag arbejder 30meter oppe i traetoppene?) og en tur paa cape coast castle, men resten af tiden var fest og fladen ud paa stranden. og jeg var dj en aften! og jeg koebte verdens flotteste taske af aegte kolaeder, der hedder wisdom. vi moedte en masse mennesker fra Footprint, baade danskere og ghanesere, der har boet i danmark osv. der var nice. og der var den her dude, der var doev, men har aldrig set nogen danse saa fantastisk. yay over and out

ture til Hohoe, ny kok, Pauls ben og aber.

Onsdag d.27 oktober tog jeg Stephen og Gordwin fra boernehjemmet til Hohoe. og det var saa hyggeligt. de fik skoletasker, snacks, miniradioer og skoleting. ooorh de er saa soede! og i taxaen paa vejen hjem kiggede Gordwin paa mig og sagde 'thank you maya. thank you for eeeeverything', og det er virkelig sjaeldent, for drengene paa boernehjemmet er sjaeldent foelelsesladede. det var helt sikkert 80GH vaerd! Sidste weekend tog jeg en tur til Wli upper and lower falls, en 4 timers tur og det var feeeedt. Man kan bade i upper falls og det var saa smukt. og moedte 4 piger, 2 fra australien, en fra canada og en fra amerika, der skal paa rundtur i ghana i slutningen af maaneden, og jeg overvejer lidt at tage med. meeen jeg ved ikke rigtig.og saa flyttede jeg ind paa Maddys vaerelse sidste loerdag. ooorh hun er dejlig. soendag tog vi til halloween party i Ho, klaedt ud som roevere, og festede med tyskerne og en masse frivillige. Mandag kom der en ny frivillig, Simonne paa 43 aar fra canada/new york/hong kong/london. hun har boet i saadan ca hele verden! tirsdag kom der endnu en ny, Victoria paa 21 fra Schweiz, saa nu er vi 6 mennesker, som bor hos Paul Gladjah og arbejder paa boernehjemmet. Det er rart!

OG vi har faaet ny kok! og han laver vildt god mad! han hedder Halley og har bling bling paa taenderne og en herrecute mandetaske. og hvor laver han bare fantastisk mad. mmmmh. saa nu er jeg ikke sulten mere! Onsdag tog jeg Judith og Peace, mine ghanesiske soestre, med til Hohoe og de fik tasker, skoleboeger, mad mad og mere mad, kjoler, oereringe, cremer, undertoej osv. de er saa fantastiske, isaer Peace. hende vil jeg gerne tage med hjem. men det er maerkeligt, for selvom jeg brugte lidt over 100GH (ca 400kr) paa dem den dag, saa er det helt rart at bruge dem paa pigerne. de har jo ikke rigtig noget.

Laerertilvaerelsen gaar ikke saa godt som den har gjort. jeg er saa overdrevet uinspireret, saa ender altid med at joke og lege med dem i stedet for (for for at vaere helt aerlig, saa er skole jo en smule kedeligt af og til), men det laerer de jo ikke noget af! puh. og de er i skole fra 8-15 hver dag, og jeg underviser altid den sidste halvanden time, saa kan godt forstaa hvis de er traette..hm. Fredag spillede vi fodbold, og en dreng, Paul, slog sit ben. jeg saa paa det og taenkte 'hm det her ser sleeeet ikke godt ud', og det viser sig saa at han har betaendelse i 3 saar paa skinnebenet og har haft det i flere maaneder. saa simonne, maddy og jeg tog ham paa hospitalet. de spurgte ham om, hvornaar han havde foedselsdag, og det vidste han ikke. rigtig mange af boernene paa boernehjemmet har ingen ide om, hvornaar de er foedt, fordi deres moedre bare efterlader dem efter de har foedt dem. men han fik nogle insproejtninger, piller og cremer, saa jeg haaber det hele vil blive bedre nu! jeg tror han er omkring 12 aar. og bagefter koebte vi noget aftensmad til ham, og jeg har aldrig set ham saa glad :) ooorh.

I dag, loerdag, tog Simonne, Maddy, Victoria og jeg ud til Monkey Sanctuary og fodrede aber! Det ligger i Tafi Agbo tror jeg det hedder, og bliver man smidt af med tro tro skal man gaa ca 5km for at komme derud. og aberne kom helt ned og sad paa vores haender, men saa spurtede de vaek igen. hehe. saa jeg faar oplevet en helt voldsomt masse stadigvaek. det er maegtigt!

...Rigtig adresse!

jeg er kommet til at opgive en fuldstaendig falsk adresse til hvor jeg bor. hovsa karsten! men her er den rigtige:
Maya Elisabeth Bech
P.O. Box 86,
Hohoe,
Volta Region
Ghana

visum, trafik og forkaelelse af mine smagsloeg

 torsdag den 14. oktober tog vi ind til Ho for at faa vores visum forlaenget - naar man kommer ind i Ghana faar man et stempel, der fortaeller at ens visum holder i 60 dage (og det er ligegyldigt om man har et visum for 3 eller 6 maaneder), og alle maaneder man er her ekstra, skal man betale 40GH pr maaned - og da jeg skal vaere her i 3.5 mdr skulle jeg betale 80GH, hvilket er ca 320kr. tror jeg. kursen er vist 100GH:400DKK saa vidt jeg ved. Saa det var en rigtig dum ide at koebe et visum til 6mdr, naar det egentlig bare er ligemeget! og for at det ikke skal vaere loegn saa skulle vi aflevere vores pas og komme tilbage efter det efter 2 uger, medmindre vi betalte 20GH og saa kunne de goere det med det samme. saert. loerdag tog jeg ud og besteg mount afadjato igen, men den her gang var jeg alene, saa havde min discman (hvilket var temmelig upraktisk) med. jeg tror, a den bedste maade jeg kan beskrive foelelsen paa toppen for mit vedkommende maa vaere Pink Floyds great gig in the sky. jeg hoerte den i hvert fald og fik en vild nok oplevelse ud af det. Aprospos musik, saa laante jeg Peace min mp3 afspiller, og hun spolede forbi en masse sange og fandt saa til sidst Bob Marleys is this love, saa nu gaar hele boernehjemmet og nynner den. hehe.

og nu til noget helt andet, nemlig ghanesisk trafik! den er voldsom! hvis jeg havde taget mit koerekort hernede, havde jeg helt sikkert bestaaet foerste gang.. for hvem gider tage sig af blinklys, bremseafstand og blinde vinkler naar man bare kan dytte og tage chancen? jesus det er farligt. den ghanesiske mentalitet er meget afslappet og chill og "forgive and forget"-agtig. hvis vi ikke naar det i dag, saa gaar det hele nok. alle ghanesere gaar saa langsomt og kan ikke forstaa at man ikke altid lige har tid til at stoppe og snakke. det kan godt vaere en smule stressende, men jeg kan nu meget godt lide det. jeg har i hvert fald ikke foelt stress i 6 uger nu.

Fredag d.22 tog vi til Accra fordi vi skulle rengoere en fodboldbane loerdag morgen sammen med en masse andre frivillige. vi sov paa et hotel, der hed Expo67, i Pig Farm taet ved Pele building. Det kostede 15GH for en nat, og det er helt okay. Den nye frivillige, Maddy fra New York state, kom torsdag, og hun er vildt fin. da der kun var et et-vaerelses tilbage maatte vi jo dele, men da der kun var et taeppe at sove med, maatte jeg ind og spoerge efter et ekstra. "hello, can we get an ekstra carpet in our room?" "ooooeh.. we dont have" "really? well.. can i have a towel then?" "okay", og hun gav mig verdens mindste haandklaede til at sove med. dagen efter, da jeg fortalte historien til de andre kiggede de paa mig og begyndte at grine, og jeg fandt ud af, at et taeppe altsa hedder a blancet. oev. fredag aften gik vi paa jagt efter et sted, der solgte pizza, og vi fandt Mamma Mias paa Oxford Street, lige bagved trust hospital. DET VAR SAA GODT! og bagefter fik jeg en bounty. aldrig har chokolade smagt saa godt (den chokolade man kan faa i Hohoe er lidt lissom rigtig daarlig chokoladejulekalender chokolade, dvs temmelig oev). Saa mine smagsloeg havde en vaeldig forkaelet aften :)
 i morgen, onsdag, tager jeg 3 af drengene fra boernehjemmet, Stephen, Gordwin og Daniel med ind til Hohoe for at koebe smaakager, pomfritter og skoletasker. de gaar i min klasse og er helt fantastiske. og i weekenden skal maddy og jeg en tur til Ho og feste med mine tyskervenner og til halloween fest hos en masse frivillige, vi moedte i weekenden. saa det bliver awesome! og saa har jeg faaet lavet rastafletninger over det hele. det tog 4 timer og gjorde temmelig ondt de foerste 2 dage, men nu er det fint. jeg har haar ned til albuerne. haha.

vandfald, spanskroer og en hammerdaarlig madras

I dag, mandag, er det 4 uger siden jeg sagde farvel til min kaempemaessige luksurioese springmadras paa vodskov byvej og paa onsdag er det 4 uger siden jeg havde mit foerste moede med min slidte, hullede, deforme skummadras. well, jeg har ikke ondt i ryggen mere, og i forgaars sov jeg faktisk naesten 4 timer i straek, helt uden at vaagne! saa savnet til min skummadras er slet ikke saa stort som man kunne forvente. haha. ej min nattesoevn er stadig elendig, men nu blamer jeg baade madrassen, malariapillerne, varmen, ventilatoren, insekterne, insektbidene (der kloer, og som jeg har vaeret saa heldig at faa udover begge mine ben) og naboer, der hoerer musik i doegndrift med volumen saa hoej som Emma's inde i gaden. Men trods alt det brok saa har jeg det helt fantastisk! boernene er saa skoenne, og boernene i min klasse laerer rent faktisk noget. jeg har efterhaanden faaet temmelig mange perlearmbaand, saa jeg frygter mine haandled bliver hvide - men man kan heller ikke bare lade dem ligge hjemme, for Judith, Deborah, Fransisca, Viviann, Samantha og Patience tjekker hver dag. haha. her i sidste uge havde jeg koebt nogle maracas og et par trommer til creative arts (som er baade musik, tegneklasse, haandarbejde o.lign.), og det var mega spas. de er hammer rytmiske. og i fredags havde jeg koebt en fodbold, og alle drengene var saa lykkelige. saa efter middagsmad var der fodboldkamp med mig som den eneste pige.og solen skinnede og de grinede allesammen af mig indtil jeg scorede et maal (haha!!), men efter 15 min var jeg doed, og drengene spillede i over en time. og de skulle spille fodboldkamp i en lille by taet paa boernehjemmet bagefter (boernehjemmet har deres eget fodboldhold), og jeg tog med for at se paa. det er lidt anderledes fodbold end hvad jeg er vant til, for hernede er benskinner ikke-eksisterende og behovet for vand, pauser og gule kort er knap saa vildt. loerdag tog jeg ud til Wli Waterfalls, ca 16km fra Hohoe, og der moedte jeg en gammel mand fra Jehovas Vidner (der bl.a. gav mig en folder, saa jeg kunne laere at bede en boen ordentligt - jep, det er aabenbart en kunst) og Karin og Erik fra tyskland og george fra ghana. tyskerne og george kender hinanden og bor ikke saa forfaerdeligt langt fra mig. saa det er nice. vi fulgtes ad op til Wli lower falls og tilbage igen, en tur paa ca et par timer. og det var saa overdrevet flot det vandfald! om aftenen tog sinead, olivia og jeg paa maleysia, der er saadan en udendoers bar, og det var en aften fuld af pomfritter, kaerlighedserklaeringer og en oedelagt plasticstol. i dag paa boernehjemmet var ikke specielt rar: en af drengene havde ikke vaeret alt for soed, saa han blev gennembanket med et spanskroer :( puuh. og han skreg bare. eller jeg ved ikke om det er et spanskroer faktisk, men en lang tynd traepind som laererne bruger, hvis boernene ikke har lavet deres lektier, larmer eller saadan noget. jeg er godt nok evigt taknemmelig for, vi ikke caner boern i danmark.