farvel og tak

Jeg sagde farvel til børnene den 17. december, og det var ikke særlig sjovt. for som min far sagde, "man kommer jo til at holde af sådan nogle møgunger". :) men havde købt gaver til allesammen og jeg var der hele dagen, så det var slet ikke så sørgeligt som det kunne have været. Jeg gav mine billeder ud, og sister Emelda (som er "mor") tog et billede med mig, mor, far og jørgen fra mit studentergilde, som nu hænger på hendes spejl :) Peace og Judith græd. eller de fleste græd men de to piger.. det var ikke det sjoveste. og jeg var heller ikke 100% tørkindet. og så sagde jeg farvel til min familie dernede den 18., og så tog Maddy og jeg op på et bjerg, på noget der hedder Mountain Paradise i Biakpe, lidt over en time fra hvor vi bor i retning af hovedstaden. Det var vildt flot. den første nat var vi der alene. der var stille, luften var ren (i hvert fald slet ikke så støvet som den er i Hohoe!) og det var virkelig paradis. Dagen efter kom der 2 fra canada og Luke fra england, og jeg var ude på en hike og vi fik et par farvel-og-tak-ghana-gravøl om aftenen (my last star beer!).

Den 20. om morgenen drog jeg så videre på min færd: jeg skulle til hovedstaden og med et fly om aftenen. ingen vidste det udover far, jørgen og nynne.. mere eller mindre. jeg ankom til lufthavnen kl 15, da jeg havde snakket med far og han sagde, at det kunne være lufthavnene var lukkede. så tænkte at hvis jeg kom 9 timer inden afgang, så skulle der da være chancer for at komme med et fly.. men nej. kl 20 fandt jeg ud af, at Heathrow var blevet lukket pga. sne, og jeg måtte vente i en kø i 4 timer for at få en anden billet. Jeg fik en billet tirsdag d. 21. kl 23.55 fra Accra til Frankfurt og derfra videre til København. Jeg kørte hen til hovedkontoret for min organisation og sov. Næste morgen tidligt måtte jeg så tilbage til lufhavnen og vente.. og der fandt jeg ud af, at Frankfurt var lukket. så jeg brugte det meste af dagen på at ændre min billet først til Amsterdam, der så også lukkede, og så til, at jeg skulle til Heathrow d. 22. kl 2355 og fra Heathrow til København d. 24. kl 15. Jeg bruge hele dagen i lufthavnen og mødte enormt mange søde mennesker, jeg hjalp lufthavnspersonalet, sang for kontordamen og trillede tommelfingre. mest pga. kedsomhed.. der er begrænsinger for, hvad man kan lave af sjove ting når man er strandet i en lufthavn. det værste var nok, at jeg ikke rigtig kunne få noget mad. jeg var nødt til at stå uden for kontoret (efter meget strikse ordre fra kontordamen) hele dagen. og man kan ikke bare rende rundt og købe mad osv., så længe man ikke har checket ind. øv.
Om onsdagen d. 22. skulle jeg så med et fly til London omkring midnat. For en sikkerheds skyld tog jeg derhen kl 15., og da jeg så var igennem check in med min baggage, givet samtlige i køen foran kontoret thumbs-up og jeg fik en klapsalve (de havde stort set alle været der de forrige 2 dage og sådan gjorde man, når det lykkedes for en at få en billet), sagde den stive, stressede kontordame, "maya, my girl. i will miss you. you are an angel". Pew pew! der havde jeg nok lige givet et godt indtryk. yes yes.
..Jeg kom med flyet, og på flyet fik stewardessen medlidenhed med mig, og gav mig et tæppe og et par sokker. medlidenhed.. hvorfor? tænker du sikkert. jo, fordi jeg havde glemt at pakke varmt tøj, da jeg pakkede til Ghana. så jeg frøs rimelig vildt meget. Jeg kom til Heathrow og havde egentlig indstillet mig på at vente i de 33 timer og fejre juleaften i en lufthavn eller et tog et sted. Men så skete det utænkelige: jeg ringede for en sikkerheds skyld, og den fantastiske Brianna fra British Airways (jeg skylder dig stadig den krammer) fik mig ind på et fly et døgn før - altså skulle jeg kun vente i 7 timer! Jeg var i Danmark kl 17, der var noget vrøvl med min baggage, men jeg kom på et tog efter halvanden times venten og blev hentet af far i Skanderborg. Var hjemme omkring midnat, godt nok uden min ene kuffert, men efter en leverpostejsmad virkede det problem som værende ganske ubetydeligt. Far klædte sig ud i nissetøj dagen efter og afleverede mig ved min mors familie i en sæk, og min mor blev overordentligt overrasket.

Det virker som evigheder siden jeg var i Ghana, selvom det faktisk ikke engang er 3 uger siden jeg sagde farvel til børnene. jeg savner dem og tænker på dem hver dag og jeg ved, jeg skal tilbage. ikke for evigt, men bare lige for at sige hej, give dem en krammer og en high-five. jeg er efterhånden ved at vænne mig til kulden, og jeg har lige fået et arbejde ved Jysk Telemarketing, som jeg skal begynde på mandag d. 17. som fuldtid. Jeg har tænkt mig at samle nogle penge ind og give dem til Peace's uddannelse, men det projekt er jeg ikke kommet ordentligt i gang med endnu. Ghana var et pusterum, en rejse hvor stress var ikke-eksisterende, hvor åbenhed og optimisme er drivkrafter i en hverdag, der starter kl 4 om morgenen, hvor jeg helt sikkert er kommet et skridt nærmere på at kende mig selv. I Ghana var ingenting alvorligt og alting var et spørgsmål om indstilling. hvis man hver dag kiggede på nøden omkring en og det tragiske liv mange ghanesere har i vestlinges øjne, så bliver det for hårdt. det er i hvert fald min erfaring. i stedet synes jeg, mange kan lære af den ghanesiske mentalitet. ja, selvfølgelig skal man arbejde, men der er ingen grund til stress. "don't worry yevo, everything is gonna be alright. noooo shakin' " :-)